Rådgivning

En demenssygdom er mere end en diagnose. Sygdommen sætter både personen med demens, pårørende og venner i nye og uvante situationer. Der kan være behov for nye måder at lære og være sammen på. Derfor tilbyder Demensfællesskabet Østjylland uformel rådgivning, foredrag, støtte og netværk. I vores aktivitetskalender kan du få et overblik over kommende rådgivningsarrangementer, og nedenunder ser du de forskellige rådgivningstilbud.

Åben anonym rådgivning

Rådgivning kan indeholde præcis dét du har brug for. Måske vil du bare gerne vide mere om demens, måske har du brug for hjælp til at skabe overblik over din situation og muligheder, måske har du brug for at dele dine bekymringer.

DemensHjørnet i Aarhus Kommune tilbyder åben anonym rådgivning alle hverdage kl. 09:00-16:00. Her kan du blot kan kigge forbi, men det er også muligt at bestille tid på forhånd. Alternativt kan du kontakte demensteamet i din egen kommune.

Læs mere om DemensHjørnet her.

Telefonisk Rådgivning - Alzheimerforeningens Demenslinie

Du kan ringe til Alzheimerforeningens telefonrådgivning ‘Demenslinien’ på tlf. 58 50 58 50 alle hverdage – de tager telefonen  mandag og torsdag kl. 09.00-19.00 og øvrige hverdage kl. 09.00-15.00. Ved telefonen sidder kompetente fagpersoner med stor erfaring inden for demensområdet. Du kan være anonym, hvis du ønsker det, og rådgiveren har tavshedspligt.

Demenslinien hjælper med spørgsmål om alt inden for demens: Demenssygdomme, undersøgelse, behandling, personlige spørgsmål samt sociale og juridiske forhold.

Hver tirsdag har du mulighed for at tale med en socialrådgiver, som har særlig stor viden inden for det sociale og juridiske felt såsom fremtidsfuldmagter, plejetestamenter og værgemål. Læs mere her.